FuckTheRest

Tilbage i slutningen af 80’erne hærgede de revolutionerende COMA CLUB fester i København. Som en modreaktion på den kedelige og forudsigelige diskotekskultur – med dens indbyggede angst for god dansemusik. De heldige, som slap gennem nåleøjet og blev lukket ind til dette inferno af kogende dansegulve, festede side om side med andre fantasifulde eksistenser. En hybrid kultur på tværs af sociale skel, racer og seksuelle trosretninger. F.eks. fyren i jakkesættet der var syet af mælkekartoner. Eller den 100kg tunge pige der kun var klædt i hofteholdere. Hedonisme, tøj, musik og vanvid smeltede sammen i en højere enhed, hvor kodeordet var: GLÆDE.

De danseglade COMA-gæster undergik en nærmest magisk forvandling på vej gennem den forjættede dør. Til COMA-festerne handlede det om det ekstreme, om at give slip og smide hæmningerne. Musikken var overdøvende, dansegulvene var pakkede, og der var mange rum at blive væk i. Det var et velprogrammeret kaos og vanvid, som Kenneth Bager og resten af COMA-holdet smækkede direkte i ansigtet på københavnerne. Og det var en øjeblikkelig succes.

Dørpolitikken til COMA-festerne var tight og en vigtig del af konceptet, og den lod ikke hæderkronede Studio 54 i New York et lille årti tidligere noget tilbage. Ikke alene sørgede COMA Club for at skræddersy sit crowd, men det lykkes også at få kommunikeret ud, at det ikke drejede sig om glitrende credit cards, det dyreste sæt tøj og den slags stilløse og idéforladte uniformer. Det handlede om individualisme, om at afprøve grænser, om at være spændt op til fest og udstråle det. Det handlede om flirt, lir og sex. Og om at være med på den værste. En fantasifuld og farverig modeopvisning – tekstilkreativitet for fuld udblæsning. COMA Club-medlemmerne deltog og forstod, af de var et uundværligt aktiv i festen. Man var aldrig med til en COMA fest, man var en del af den. Et grænsesøgende og overraskende real life teater, hvor fantasifuld leg pirrede nysgerrigheden med en snert af galskab.

Og det var lige meget, om man var rockstjernemateriale, eller en ung og fremadstormende gulddreng a la Mads Ulrich med rød Ferrari, medvind and not a worry in the world. Var man sløj i gearet, indholdsløs i udstrålingen, eller dukkede man simpelthen op blot sølle tre minutter for sent efter kl. 24.00, som det tilfældet for Lars HUG en aften, så duede det bare ikke. Så havde man ikke fanget budskabet, og døren forblev lukket. Og således gik man glip af denne og mange andre mere opskure og vanvittige optrin.

COMA Club smadrede grænserne for, hvad man forstod ved en vild fest. Festerne var revolutionerende fordi de tog den gængse opfattelse af gang i den og smadrede den ud over kanten fra en høj bygning (faktisk den gamle Lorry-bygning ude på Frederiksberg) for kort tid efter at se den splintre til atomer langt nede mod hovedstadens brosten med skarpe internationale smæld. Jo, rygterne om de løsslupne COMA-fester nåede mange metropoler ude i verden. Der var sågar et band fra Belgien der opkaldte sig efter “COMA CLUB”

Festentreprenører i tiden efter den allersidste af de legendariske 80’er COMA fester var siden hen fritaget for bekymringer om, hvorvidt deres egne arrangementer, undergrundsfester osv. nu også var røget lidt for langt over på den anden side af det hegn, som udgør grænsen mellem det sindssyge og det slet og rette for langt ude. COMA–bussen havde for længst braget igennem det hegn med en Kenneth Bager hængende med hovedet nedad i bar overkrop, tights og en lille mærkelig hat imens ”KAOS!” bragede ud af fire granvoksne bundkasser på den rigtige side af 120 db. Alt var ligesom tilladt. Grænserne var udslettet. Nogen havde banet vejen.

COMA Club producerer massevis af store og små øjeblikke, som mange gemmer længe på. F.eks. historien om ham der syede et jakkesæt af postkort, pigen der kom valsende i sorte stilletter med kæmpe fuldskæg, plaster på brystvorterne og et lille pikant kryds mellem benene, og den miljøvenlige type der kom stadset ud som en levende græsplæne, som spurgte venligt: “Hvem har set min plæneklipper” Eller pigen, som en aften ankom i døren splitterravende fornøjet kun iført høje høle og en hjemmedesignet yderst velsiddende og 100% gennemsigtig cellofankjole. I indgangen replicerede hun Bagerens entusiasme med et tørt og selvsikkert glimt i øjet ”Så skulle du ha´ set, hvordan de gloede i bussen…”

 

Hvad_er_COMA

Manifest 1988